”Sonne og Ulrich”
Sidste år var det 150 år siden, at Danmarks første brugsforening blev startet i Thisted af præsten Hans Christian Sonne. To år forinden havde Sonne været sognepræst i Møgeltønder, men blev fordrevet på grund af krigen i 1864.
Var krigen ikke kommet, havde den første Brugs måske ligget i Møgeltønder!
Pastor Sonne og Stadsfysikus Ulrich.
Samtidig med, at Sonne var præst i Møgeltønder, havde en anden bemærkelsesværdig mand sit virke i Tønder, Stadsfysikus Ferdinand Frederik Ulrich.
Her er lidt af historien om to meget markante mænd, embedsmænd, som boede og levede på vores egn, men som nærmest blev jaget herfra i sommeren 1864, da det, vi i dag kalder Sønderjylland, blev tysk.
De to mænd kom til at sætte sig spor i Danmark og danmarkshistorien og var som få med til at ændre danskernes livsvilkår, især den fattige del af befolkningen, og dem var der mange af dengang. De to mænds livssyn og arbejde for samfundets svageste holdt ved så længe, de levede. Det, de satte i gang, ændrede samfundet, medens de levede, men deres idéer blev fulgt op af andre og spiller en rolle også i dag.
Den ene var Hans Christian Sonne, der havde sit virke som præst i Møgeltønder gennem 19 år fra 1845 til 1864. Sonne var bornholmer og født 1817 i Nexø. Han tog sin embedseksamen i København i 1840, og i 1845 kaldtes han til Møgeltønder som præst af Grev Schack.
Her blev han gift med Margrethe Caroline Rothe, født i København, og parret fik ni børn.
Sonne må have følt sig godt tilpas i Sønderjylland (eller Slesvig, som det hed dengang) og havde tilsyneladende ingen planer om at flytte.
Sonne blev beskrevet som legemlig lille af vækst, men en stor personlighed og et helstøbt menneske. I et citat står der: ”Sonne var meget vellidt, og hvis der nogensinde har været en slags vækkelse i Møgeltønder, både hvad angår det folkelige og det åndelige fællesskab, så har det været i hans tid”.
En anden, der kendte Sonne godt, har skrevet følgende:
”Han havde lyst til at være blandt og være noget for de små og ringe i samfundet”.
Et sted har jeg fundet oplysninger om, at Sonne har kendt Søren Kirkegaard, måske fra studietiden i København.
Få år efter sin tiltrædelse i Møgeltønder oplevede Sonne ”Første Slesvigske Krig 1848-50”. Den gjorde et stort indtryk på ham, og han skriver i et brev om sine oplevelser under krigen bl. a.:”Der var vel under hele oprøret ingen mere oprørsk by end Tønder, hvis beboere var som bindegale, og enhver dansksindet mand var af dem anset som en forbryder!!”
Et andet sted beskriver han meget levende nogle af sine oplevelser i de år i præstegården i Møgeltønder. Krigen må have været sindsoprivende for en fredens mand fra det fjerne Bornholm.
Efter at Danmark tabte krigen i 1864, blev Sonne i lighed med mange andre danske embedsmænd, især dem der af sind og skind var danske, sat fra bestillingen, og deres stillinger genbesat med tyske embedsfolk eller folk, der sympatiserede med tyske holdninger.
Sonne fik samme år, 1864, stilling som præst i Thisted, og to år efter startede han der en brugsforening, ”Thisted Arbejderforening”. En Brugsforening, som kom til at danne mønster for den fremtidige brugsforeningsbevægelse i Danmark. Sonne var både idemanden og igangsætteren; han blev tillige foreningens første formand og regnskabsfører.
Den anden person, jeg vil omtale, er Stadsfysikus Ferdinand Frederik Ulrich, født i København i 1818. De første tolv år af sit liv boede han i Friedrichstadt, hvor faderen havde embede. Ulrick blev uddannet som læge i København, og i 1854, 36 år gammel, fik han ansættelse som fysikus i købstaden Tønder. Vel det som senere kom til at hedde ”kredslæge”.
Ulrich var en handlekraftig mand, som straks satte sig spor i området. Først som initiativtager til Tønders nye Sygehus (Østerport), der blev taget i brug i 1855, to år efter Ulrichs ankomst til byen. Sygehuset fungerede til 1895, og bygningen er der stadigvæk. I 1859 fik han etableret ”Asyl for småbørn”, en børnehave i en bygning ved kirken. Ulrich var ligeledes med ved oprettelsen af en privat realskole, en erstatning for den hidtidige ”rektorskole”, der indtil da vel nærmest fungerede som skole for overklassens børn. Det lykkedes i 1861 i Østergade 45, og skolen startede med hele tre klasser. Et undervisningsmæssigt fremskridt.
Ulrich var udpræget dansksindet og gjorde meget ud af det nationale arbejde, både som medarbejder ved bladet ”Dannevirke” og senere ved etableringen af ”Vestslesvigs Tidende” i 1856 i Møgeltønder.
I 1864 blev Ulrich ligeledes udvist af de tyske myndigheder, og det gik ikke stille for sig.
Stenet ud af Tønder.
Men nu historien om, hvordan de to embedsfolk blev behandlet, og hvoraf i hvert fald Ulrich blev ”stenet ud af Tønder”.
Ulrich havde fået sin afsked og gjorde sig klar til at flytte. Men for nogle borgere kunne det ikke gå stærkt nok. En mandag aften havde pøbelen samlet sig foran Ulrichs hus i Østergade 18. Han kom modigt ud til de tysksindede, snakkede med dem og fortalte, at han og familien ville rejse stille og roligt den næste dag. Men nogle må have været utålmodige, for om natten fløj der både sten og snebolde gennem hans ruder.
Ulrich havde lejet en lukket vogn til alt sit flyttegods for at drage af sted til Møgeltønder, hvor han midlertidig havde lejet sig ind på en gård og håbede, at de her kunne være i fred.
Hustruen og han gik bag vognen, medens en pøbel af tysksindede fulgte dem i nogen afstand og smed sten efter dem. Enkelte sten landede i nærheden af parret.
Ulrich var meget vred og skuffet over behandlingen fra de tysksindede. Han havde i sin daglige lægegerning behandlet dem på lige fod med de dansksindede. Dog gik de tysksindede ind af bagdøren, for andre måtte ikke se, at de lod sig behandle af en dansk læge.
En tid var Tønder en lovløs by. Politimester Holm var også blevet afsat og postforbindelsen med Ribe ophørt. En ny borgmester blev indsat.
Ulrich var i øvrigt en af de 6 sønderjyder, der i september 1864 drog til Paris for at andrage Napoleon III om hans bistand til, at Nordslesvig kunne forblive ved Danmark, men det var, som vi ved, forgæves. Ulrich var så forbitret over den behandling, der var blevet ham til del, at han tog navneforandring til det danske ”Ulrik”.
Ulrik rejste til København, hvor han samme år fik ansættelse som distriktslæge på Christianshavn, først i et vikariat og senere med fast ansættelse. Det må have været som at rejse fra asken i ilden; København var i de år i færd med at udvikle sig til en industriby, og Ulrich blev vidne til ekstrem fattigdom og elendige boligforhold med megen sygdom til følge.
Ulrik viste straks sit sociale sindelag. I 1865 fik han præmie i finansministeriets prisopgave ”Syge- og alderdomsforsørgelseskasser”, og i oktober 1865 holdt han et foredrag om
”Småfolks selvhjælp og samarbejde i andre lande”.
Det var ideerne fra England, han fortalte om; den engelske Brugsforeningsidé. Det rygtedes viden om, og arbejdere fra B&W ønskede også at høre hans foredrag. Ulrik mødte op, og hans intention har helt sikkert været at hjælpe arbejderne med at starte en brugsforening, men under mødet blev han klar over, at for dem var de elendige boligforhold et endnu mere presserende problem. Altså blev brugsforeningsidéen omsat til en boligforening.
Mødet resulterede i, at man allerede den 20. november 1865 dannede ”Arbejdernes Byggeforening” stiftet af B&W arbejdere med Ulrik som næstformand, (han ville kun være næstformand), og sådan forblev det de følgende år. Allerede den 1. december 1866 rejstes kranen over de første 10 huse, selvejerhuse. 17 år senere indviede man hus nummer 1000.
Mindelser om ham har vi stadig i Tønder med gaden Ulriksallé, der er opkaldt efter ham.
De to, Ulrich og Sonne, var markante personligheder med usædvanlige menneskelige kvaliteter, tillige handlekraftige og meget socialt indstillede.Forunderligt nok befandt begge sig på det tidspunkt i Tønderområdet bosat få kilometer fra hinanden.
Sonne og Ulrich kendte hinanden godt, og de har afgjort gensidigt inspireret hinanden. Begge arbejdede for samme sag. De udviklede et venskab, som også senere, trods de kommende større afstande, varede så længe, de levede.
Begge mødte i deres virke ekstrem fattigdom og har sikkert i fællesskab gjort sig tanker om, hvordan man kunne forbedre vilkårene for denne store befolkningsgruppe.
Sonne og Ulrich har under deres virke i Møgeltønder og Tønder haft kendskab til ”Væverne i Rochdale” i England, der i 1844 skabte verdens første levedygtige brugsforening. England var blevet industrialiseret som det første land i verden, og det bredte sig hurtigt over hele Europa, også til Danmark. Industrialiseringen betød, at byerne voksede hastigt med boligmangel og fattigdom til følge.
Da Sonne kom til Thisted, havde han naturligt brug for at akklimatisere sig og lære folk at kende, men rygtet om hans sociale sindelag må være løbet forud for manden.
Sonne har fortalt, at han sjældent så arbejdere og fattige i kirken i Thisted, så han indbød dem til et møde i et pakhus ved havnen. Ved at tale med dem blev han klar over, ”at de først og fremmest måtte hjælpes i social og økonomisk henseende, inden der kunne være tale om moralsk og kristelig påvirkning”, som han udtrykker det.
Det er nok baggrunden for, at Sonne vinteren 1865-66 indbød folk til møder søndag aften, hvor han fortalte de fremmødte om de engelske brugsforeninger, og om hvordan man her havde båret sig ad. Det vakte stor interesse, og flere var ivrige efter at komme i gang.
Men ud over denne jordnære økonomiske opgave har Sonne også haft andre formål i tankerne. Han har selv beskrevet det sådan: ”Formålet er at hæve den i borgerlig henseende lavere stillede, afhængige og trykkede del af befolkningen til et højere sædeligt, intellektuelt og socialt trin og derved til en hæderligere plads i samfundet”!
Sonne er ikke bange for at bruge ordet ”socialisme” i forbindelse med Arbejderforeningens/ Brugsforeningens virke. Hans grundidé er i høj grad ”hjælp til selvhjælp”.
I første omgang har Sonne nok troet, han ”bare” kunne være foredragsholder og behjælpelig med at starte en forening op og at stå på sidelinjen som en form for konsulent. Måske har han været bange for at lægge sig ud med ”borgerskabet i Thisted”, at støde magthaverne på manchetterne. Men Sonne måtte hurtigt erkende, at hvis det skulle blive til noget, så måtte han vælge side og være den, der gik forrest.
En ”brugs” bliver til!
Sammen med 83 interesserede mennesker, mest arbejdsfolk, gik han nu helhjertet ind i arbejdet med at etablere en brugsforening, og det lykkedes i maj 1866. Butikken åbnede dog først senere på året. Sonne omskrev de engelske vedtægter, og fik Ulrik der nu boede i København til at hjælpe med at redigere dem, så de passede bedre til danske forhold. Det gjorde de to så godt, at disse vedtægter senere dannede ”mønster” for brugsforenings-bevægelsen i årene fremover.
Butikken i Thisted åbnede november 1866 med 140 medlemmer. Sonne, som på det tidspunkt var 49 år gammel, havde håbet på, det kunne foregå på fredelig vis, men sådan kom det ikke til at gå. ”En sand storm brød løs med fuld musik”, som han beskriver det; skarpe avisartikler, trusler mod arbejderne og sågar en smædevise, og Sonne blev kaldt ”Høkerpræsten”.
Nogle af de arbejdere, der havde gæld hos byens købmænd og ikke kunne betale deres gamle gæld ud, måtte melde sig ud af den nystartede forening, men alligevel var der 170 medlemmer to måneder efter starten.
Hvad var det så for en butik, der her blev åbnet i Thisted, hvad handlede de med, og hvordan bar de sig ad?
I starten var det rugbrød, ost, smør, sennep, havregryn, sukker, soda, klipfisk og tørv. Kandis og kaffe skaffede man sig fra Hamborg.
Efterhånden udvidedes sortimentet med ris, sagogryn, kartoffelmel, sirup, rosiner, svesker, korender, krydderier, eddike, sæbe, stenolie, skrå og tobak, tillige søm og træskokramper. Efterhånden kom flere og flere fornødenheder på hylderne.
Åbningstiderne om morgenen var, afhængig af årstiden, mellem kl. 5 og 8. Søndag lukkede man kl. 19, så der har nok været længere åbent hverdagsaftener.
Al handel var kun mod kontant. De butikker, der senere forbrød sig mod denne regel, gik ofte ned. Man betalte normalt udsalgspris for varerne, men det overskud, der fremkom, blev uddelt som ”dividende” i forhold til den enkeltes køb. En procentdel blev hensat til reservefond og til andre formål.
Sonne lavede i 1867 et skrift
Om arbejderforeninger. Til oplysning og vejledning.
Skriftet indeholdt forslag til vedtægter, skemaer til regnskab og mange andre gode råd til pionererne. Hæftet er nok blevet flittig læst, for brugsforeninger skød nu op over hele landet, mest i landområder. Nogle var ikke levedygtige og lukkede igen, for der var meget, der skulle læres, og lærepenge betales. Men noget stort var begyndt! Det var, om man så må sige, et ”oprør fra bunden”.
I 1870, fire år efter den første butik i Thisted, var der 53 brugsforeninger i Danmark.
I 1883 var der 150 og i 1900 ca. 800
Sonne rejste i 1875 til Fuglede ved Kalundborg som præst og provst. Måske blev hans arbejde i Thisted som både præst, andelspioner, formand og regnskabsfører for den lokale brugs-forening ham for omfattende og krævende.
Sonne døde 1880, kun 63 år gammel, og blev begravet i Kalundborg. Ulrik døde i 1917, 99 år gammel, og ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.
En lokal ”Brugshistorie” med relation til ovenstående!
I 1966 kom jeg til Tønder som uddeler i Tønder og Omegns Brugsforening. Brugsen er startet i Genforeningsåret 1920. Butikken åbnede dog først i Vestergade året efter. De fleste sønder-jyske brugsforeninger så dagens lys i årene lige efter Genforeningen.
Visby Brugsforening fejrede 100 års jubilæum i 1970, hvor Solveig og jeg var inviteret med til festen, der blev holdt på Emmerlev Klev. Det undrede mig dengang meget, at man havde kunnet starte en brugsforening i tiden under tysk styre, kun fire år efter Thisted. Mig bekendt er det da også den første danske brugsforening i det daværende tyske Sønderjylland.
Det mysterium er siden opklaret ved at læse ”Visby Sognekrønike”. Heri kan man spore, at en kroget vej fører tilbage til Pastor Sonne i nabobyen Møgeltønder, der må have været kendt for sin interesse og viden om de engelske brugsforeninger.
Frederik Høyberg er ophavsmanden til Visby Arbejderforening, som navnet var fra starten. Frederik opholdt sig i 1867 hos proprietær Lawaetz på Kalundborg Hovedgård for at lære mejerivæsenet. Lederen af mejeriet var en hr. Buchardi, født på Grøngaard i nærheden af Tønder. Buchardi havde lige startet en brugsforening dér på gården, altså i 1867. Idéen havde han fået fra ”Pastor Sonne i Møgeltønder”, som han kendte fra tiden på Grøngaard. Frederik Høyberg blev meget optaget af det, han der så. Da han igen var hjemme i Visby for at overtage gården Nørmark, arbejdede han så ihærdigt for brugsforeningsidéen, at foreningen kunne starte i 1870 med 40 medlemmer.
Det er kun lykkedes mig at finde frem til én brugs mere fra den tyske periode, nemlig Mjolden fra 1902, men den ligger jo sjovt nok også tæt på både Visby og Møgeltønder!
Min pointe med at ”grave lidt” i historien om Sonne og Ulrik er, at var krigen i 1864 ikke kommet, havde Møgeltønder måske fået Danmarks første Brugsforening
og Tønder Danmarks første ”Arbejdernes Boligforening”.
Kildemateriale:
Dansk Biografisk Leksikon
Møgeltønder Kirkes historie
”Dengang”. Minder fra Tønder! Uwe Brodersen
Visby Sognekrønike
Sønderjyske Årbøger 1933
FDB’s 50 års jubilæumsskrift 1896-1946
Brugsforeningerne 1866-1896. Preben Dollerup
